Så er jeg efterhånden ved at være klar til afrejse, synes jeg i hvert fald selv, men alligevel mangler jeg en masse.
I mandags var jeg på den amerikanske ambassade i København for at få godtkendt mit visum. Havde regnet med at min mor skulle med ind, da jeg jo er mindreårig, men det havde de ikke plads til, så jeg blev lukket ind alene. Det var egentlig heller ikke så slemt, fordi det eneste de spurgte mig om derinde var hvor jeg skulle hen og hvor lang tid jeg skulle være der, og så fik jeg også et papir med mine rettigheder. Det værste var dog ventetiden, for selvom selve proceduren kun tog 5-10 minutter, så var jeg derinde i 2 timer og et kvarter. Heldigvis var der andre udvekslingsstudenter som jeg så kunne snakke med. Da jeg først kom ind i rummet kunne jeg ikke lige se hvor jeg skulle være henne, så jeg startede bare med at gå op til den første skrank, fordi det var det sikkerhedsmanden havde sagt jeg skulle. Da jeg så stod deroppe var der en dame som sagde at køen startede altså dernede og pegede ned i den anden ende af rummet. Godt nok var det et lille rum, men det tog som sagt 2 timer og 5 minutter at komme op først i køen. Og så lige da det er blevet min tur, går damen bag skranken væk. Så stod jeg der. Da jeg så kiggede over til de andre skranke var der heller ikke nogen der. Min første tanke var at det ville da bare være perfekt timet hvis de havde frokost pause nu, fordi klokken var 12, men der går omkring et minut og så bliver vi over højtaleren bedt om at holde et minuts stilhed for de døde i Norge, og efter det minut kommer de så alle sammen tilbage. Ellers så gik det hele egentlig meget godt.
Vi blev i København i et par dage hvor vi bl.a. var inde og se Harry Potter del 2 i 3D - klart en oplevelse! Nu er vi hjemme igen og har min nevø på besøg i et par dage, så det er meget hyggeligt. :)
Det er ved at gå op for mig hvor svært det egentlig er at pakke til et helt år, og det er ikke ligefrem fordi jeg er så god til at pakke i forvejen. I dag er der 20 dage tilbage, så jeg må hellere se så småt at begynde.
Jeg har lige fået en mail fra Explorius om at der er to indrejse-dokumenter som jeg skal udfylde i flyet. Så langt havde jeg ikke lige tænkt, men hvis bare jeg har papirerne i orden skal det nok gå.
-Lærke